Information

Jobsøger med handikap

Der er brug for os alle sammen. Derfor er der lavet en række støtteordninger, du kan søge, hvis du har et fysisk eller psykisk handikap.

Har du et ønske om at gøre brug af nogle af ordningerne, kan du få hjælp og vejledning i dit jobcenter.

Hjælpemidler og arbejdspladsindretning

Hvis de rigtige hjælpemidler er afgørende for, at du kan klare dit job, kan du søge hjælp til specielle arbejdsredskaber, hjælpemidler eller til ændringer af din arbejdsplads.

Det kan fx være støtte til:

  • Specialindrettet værktøj
  • Særlige arbejdsstole
  • Opsætning af håndgreb
  • Udvidelse af døre
  • Installation af ramper og lift

Personlig assistance i arbejdsmæssig sammenhæng
Der kan være arbejdsopgaver, der er specielt vanskelige for dig pga. din funktionsnedsættelse. Løsningen kan være en personlig assistent, der hjælper med konkrete arbejdsopgaver som for eksempel tunge løft, sekretæropgaver, strukturering af opgaver eller tegnsprogstolkning.

Personlig assistance under efter- og videreuddannelse
Du kan også få støtte til en personlig assistent, der kan hjælpe dig, hvis du skal på efteruddannelse inden for dit fagområde.

Isbryderordningen
Er du nyuddannet, har et handikap og endnu ingen erhvervserfaring, kan du måske komme i løntilskud gennem isbryderordningen.
Isbryderordningen er en særlig løntilskudsordning, som ikke kræver forudgående ledighed. I løntilskuddet, som kan vare op til 1 år, får din arbejdsgiver et tilskud til din løn.

Fortrinsadgang til offentlige stillinger
Har du et handikap, kan du søge fortrinsadgang til ledige offentlige stillinger, stadepladser og hyrevognsbevillinger.

Mentorordning
Har du brug for fx en særlig introduktion, vejledning eller oplæring for at starte på en ny arbejdsplads eller for at blive i dit job, kan du søge om at få en mentor. Mentoren er en midlertidig støtteordning, som jobcentret kan bevilge under visse forudsætninger. 

Paragraf 56-aftale – ved sygdom
Hvis du har en forøget risiko for sygdom på grund af dit handikap, kan din arbejdsgiver indgå en §56-aftale med dig. Det betyder, at din arbejdsgiver kan få betalt dine sygedagpenge allerede fra din første sygedag. Paragraf 56-aftalen skal godkendes af jobcentret.

Du kan læse mere om de forskellige støtteordninger på Specialfunktionen Job og Handicaps hjemmeside.

 

Hjælp til din jobsøgning:

Vi har udviklet en række værktøjer, som kan give dig inspiration til din jobsøgning:

  • Automatch: Det kalder vi de jobforslag, vi viser dig, når du ’Tjekker dine jobforslag’. De er valgt ud fra de jobønsker, du har angivet i CV’et. Vi viser både fleksjob og almindelige job.
  • Jobagent: Opret én eller flere jobagenter, så giver jobnet.dk dig besked, når der bliver opslået nye jobannoncer, der passer til netop dit CV.
  • Mit jobkompas og Jobbing.dk: To værktøjer, der giver inspiration til at se sig selv i et nyt lys – og samtidigt giver en anderledes indfaldsvinkel til hvilke job, man kan søge.
  • iJob.dk: Her har vi samlet job, der henvender sig til unge.
  • Jobnet på farten: Opret dig som mobilbruger og tjek dine jobforslag på farten.
  • Min Side: Her kan du melde ferie og sygdom. Du kan se din historik, dine aftaler og henvendelser fra virksomheder, der er interesseret i dig.

Vi ønsker dig held og lykke med din jobsøgning.